Når den svære tid bliver for svær
****
Mange børn og unge bliver fjernet fra enten mor eller far. Eller i nogle tilfælde hele familie.
Enten er mor og far gået fra hinanden, eller har desværre ikke resurser til, at tage sig af et andet menneskets liv, eller er det måske misbrug i familien?
Tvangsfjerning af børn og unge kan ske af baggrund af tusind af ting.
MEN i andre tilfælde kan det være barnet der har problemer med sig selv, sin selvopfattelse, og bare går igennem en svær tid ligesom alle andre.
Men når man er ung, og har problematikker med sig selv, kan det tage overhånd.
Desværre kan det gå over i, at barnet/den unge begynder på vaner der kan gå hen og på en måde "overtage" dens unge hverdag, og liv.
Fk.s selvskade, hvor den unge går rundt med de sorteste tanker i laaang tid, bliver tvunget til, at stole på den ene person efter den anden, men endeligt ikke kommer nogle vejne.
For når man er ung er det vigtigt, at der netop kun er denne ene person, som stoler på en, giver en lys for fremtiden, og som kan tåle at man er hudløs ærlig overfor.
Men selvskade er langt fra den eneste dumme vane en ung kan ende i.
Pille/alkohol misbrug, dårlige spisevaner, og kriminalitet.
Jeg tror det er lige meget hvilken alder man er i, kan man nemt føle skyldfølelse, eller føler er jeg virkelig sådan et stort problembarn?
Elsker de mig overhovedet? Hvad har jeg gjort forkert?
Har aldrig hørt om, at det nogensinde var barnet skyld. Aldrig!
Når mor og far ikke er en mulighed
****
Når mor og far ikke er en mulighed, ja hvad så?
Når kommunen har taget denne beslutning, kommer det altid an på hvilken situation man står i.
Er det kun en midlertidigt løsning? eller er det en af de sager, hvor der ikke er tale om, at den enkle skal hjem igen?
Plejefamilie? Bosted?
What's the difference?
Hvis folk vidste hvordan hverdagen så ud på et opholdssted, og en plejefamilie var, er jeg 100 procent sikker på, at største delen ville fortrække en plejefamilie.
Når man som barn eller ung bliver placeret på et opholdssted, føles det (efter min egen oplevelse) at der er mindst 100.000 tusind nye ting, OG MENNESKER at forholde sig til.
Og på opholdssteder møder der jo forskellige folk ind næsten hver dag, også kan det godt være lidt svært, at huske bl.a. navnene på dem alle. ( Efter 7 måneder kunne jeg stadig ikke alle navne...Piinligt!!)
Og når der er så mange nye mennesker hver dag, kan det også godt være lidt svært at skabe relationer.
Selvom man er blevet fjernet hjemmefra, behøver man stadig nogle til at være forældre i ens liv. Og det opnår de fleste altså ikke på et opholdssted, hvor man skal dele med 20 andre. I'm sorry.
Men hvis man til gengæld er en af de mennesker, der har enormt nemt til mange folk på en gang, og er god til hurtigt at knytte bånd, så skal jeg ikke udelukke sådan et sted.
”Gang på gang ser vi, at de børn og unge, kommunerne normalt vil anse for svære til at anbringe i plejefamilier, bliver anbragt i plejefamilie"
Men hvis det bliver besluttet, at en plejefamilie er den bedste løsning, syntes man skal være en tand mere glad.
Selvfølgelig kan det være umuligt at være glad i sådan nogle situationer. I understand.
Men jeg syntes personligt, det er det bedste miljø, at være og vokse op i, HVIS mor og far ikke er nogle mulighed.
Hos plejefamilien bliver du til gengæld placeret midt i en velforgærende familie, hvor alt kører som det skal, der er mere tid til den unge, større chance for at skabe gode relationer, og en større mulighed for at kunne livet som en normal teenager/barn.
Efter min oplevelse kan man nemt komme til, at se sig i spejlet og se sig selv som anderledens når man bor på bosted.
Hvor mange oplever det når man har en familie der passer på en, omkring sig?
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
